torsdag den 4. februar 2010

Joslin

Jeg har fået indrettet mig på mit lånte skrivebord, hvilket bare betyder at jeg har ryddet alt det der flød på det op på en hylde, så jeg kan være der med min Mac. Jeg sidder på et kontor med 6 andre og vi har ikke noget vindue. Der er generelt varmt på afdelingen på nær på kontoret og der er en konstant snurren fra hvad jeg tror er et klimaanlæg. Folk på kontoret er også flinke, vi er blandet fra flere grupper og der værnes om arbejdsfreden. Det gik nemt at få et adgangskort og jeg har fået bestilt en kittel.
Der var Joslin seminar i dag kl. 12 og det er mere reglen end undtagelsen. Der er klinisk seminar om mandagen og forsknings seminar tirsdag og torsdag. Om tirsdagen er det et oplæg fra en ansat på Joslin og torsdag fra en der er inviteret udefra. Jeg kan forstå på de andre fra gruppen at de stort set altid går med, med mindre emnet er meget irrelevant. I dag var der pizza og sodavand, men det ved jeg ikke om det er fast, der var mange mennesker til oplægget.
Jeg skal tage et online kursus i dyreforsøgskundskab, selv om jeg har taget et kursus i Danmark for et år siden. Jeg brugte noget tid på at læse Joslins retningslinjer igennem, men kan godt mærke at jeg ikke er helt på toppen, fik en ordentlig hovedpine i løber af eftermiddagen. Online kurset består af 6 lektioner og nogle øvelser og så kan man tage eksamen. Jeg vil gerne have det nået inden onsdag, da jeg så kan komme med på rundvisning i dyre faciliteterne der også skal gennemføres.
På vejen hjem gik jeg en ny omvej for at se lidt på området om Joslin (der hedder Longwood Medical Area) og få noget luft. Jeg er ellers god til at fare vild, men prøver at være opmærksom på hvor jeg går, så jeg i det mindste kan finde tilbage hvis jeg ikke længere kan huske hvad vejene skulle hedde (men har selvfølgelig også et kort med).
Jeg glæder mig til weekenden, hvor jeg regner med at bruge nogle dagtimer på at se lidt nærmere på Boston ”city”.

1 kommentar:

  1. Hej Louise. Fin blog du har lavet:-) Jeg vil prøve at følge lidt med herinde. Jeg hørte for nylig et fordrag med tiltlen "Signalling Cross-talk, Fat Development and Cheese pizza" med en dansk pige, der pt. laver post doc. på Joslin Diabetes Center, som var meget forundret over alt det pizza og sodavand, der bliver serveret til møderne om diabetes. Så det er måske noget du skal vænne dig til... Alt vel! Karen

    SvarSlet