Sommertid begynder allerede i denne weekend her i Boston, så de næste 2 uger er jeg kun 5 timer bagefter dansk tid. Huskereglen her er ”spring forward, fall back”.
Jeg har lidt problemer med en øm ankel og jeg besluttede mig for få hvilet den lidt, så jeg har ikke gået langt i denne weekend. Desuden regner og blæser det meget, så man har ikke lyst til at være ude alt for længe.
Jeg tog i biografen der ligger i Coolidge Corner. Det er en flot gammel biograf, men de sender ikke så mange film. Jeg havde planlagt at jeg ville se Shutter Island som var ganske god. Der blev vist trailer for Mænd Der Hader Kvinder, som her hedder The Girl With The Dragon Tattoo. Det var den svenske film, men man hørte ikke nogle af skuespillerne tale, så jeg ved ikke hvor bekendte amerikanerne er med at det er en svensk film. På et tidspunkt bliver der sikkert lavet en amerikansk version, men der er vist ikke den store tradition for at se udenlandske film i Amerika.
Det er Saint Patrick’s Day på onsdag og i denne og næste weekend er der vist parader rundt omkring i byen. ”St. Patty’s Day” er ikke en hellig dag hvor forretningerne er lukket, men idéen er vist at man har grønt på og det er dagen hvor vi alle er irske.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar